Forbundet
Af Channie Koksvik
Billed, Akryl, oliekridt og lak på lærred, 80 x 80 cm
4.000 kr. (værdi 5.000 kr.)
Sælges i: IKEA Odense
Værket består af abstrakte landskaber og forbindelser og undersøger sorg, forbundethed og håb. Det er skabt i en helende proces i naturen som et redskab til igen at turde håbe.
“Projektet giver i særdeleshed mening for mig, da jeg har mistet min søn, som var frivillig paramediciner i Ukraine. Det har givet mig en stor respekt for, at man som menneske udsætter sig selv for fare ved at hjælpe i farlige områder i verden. Det vil jeg gerne støtte på den måde, jeg nu kan, med et værk, der kan relatere til Læger uden Grænser.”
Om kunstneren
Kunstner og scenograf Channie Koksvik arbejder i en serie abstrakte landskaber, hvor flere lag smelter sammen i en undersøgelse af sorg, forbundethed og håb. Værkerne er blevet til i tiden efter tabet af hendes søn, der som frivillig paramediciner mistede livet i Ukraine. De udspringer af en dybt personlig proces, hvor naturen har fungeret som et helende opholdssted og et sted hvor hun føler en større forbundethed til sin søn på et sjæleligt plan. I Channies billedunivers bliver naturen et sanseligt og omsorgsfuldt helle. Motiverne består af forgreninger, stier og organiske bevægelser, der både fastholder og åbner. De peger bagud mod det, der var, og fremad mod nye muligheder. I et farveunivers af tonede pasteller opstår en næsten drømmende stemning, hvor konkrete naturoplevelser smelter sammen med de følelser, de har fremkaldt. Værkerne inviterer beskueren ind i et sanseligt og indre rum. Et sted, hvor minder kan vækkes til live, og hvor der er plads til både refleksion og fordybelse. Her kan tankerne få højde, og egne erfaringer spejle sig i værkets stemninger og lag. Channie kredser om vores grundlæggende forbindelse til naturen og om livets forgængelighed. I spændingsfeltet mellem død og fornyelse viser hun, hvordan naturens vedvarende kredsløb kan give trøst og langsomt åbne for, at håbet igen får plads. Værket er på den måde ikke blot en kunstnerisk bearbejdning af sorg, men en aktiv del af en helende proces.
💙 Doneret til fordel for Læger uden Grænser.

